Mange pigespillere i alderen 8-10 år i HIF

Fodbolden ruller for alvor med grønt græs og solskin. Dette gælder også for pigefodbolden i Hjerting IF.

Igennem de seneste 3 år har Hjerting IF samlet pigerne i årgang 2006-2008 og samlingen af piger på rene pigehold ser ud til at være en succes.

”Vi har fået tilgang af 10 nye piger her i dette forår og der stopper naturligvis et par stykker, men en markant netto-tilgang har der været” – siger Flemming Lund, som er holdleder for pigerne som går under betegnelsen Hjerting IF Piger U8-U10. Hjerting IF Piger U8-U10 holdet har 5 forældre-trænere til de 3 årgange og en holdleder og i Hjerting IF tror de en af årsagerne til succes er, at der for ca. 3 år siden, blev taget en beslutning om at skille pigerne ud fra drengene så fodboldtræning og kampe kunne tilpasses og gennemføres på en sådan måde, at det motiverede pigerne mest muligt.

Trænerne er Søren Knudsen, Claus Simony, Jens Kristensen, Lars Jützler og Rie Stendorf og de har fokus på såvel en fodboldmæssig udvikling, men er også bevidst om, at pigerne har brug for at hygge sig og at der stadig engang i mellem slås en vejrmølle under træningen…

Pigerne træner for det meste samlet mens kampene afvikles med årgangsopdeling. Der trænes tirsdag og torsdag på banerne ved Aura Skolen, Hjerting afdeling kl. 17.00 – 18.30.

På holdbilledet herover ses U9-pigerne til en kamp. Det er øverst fra venstre: Cecilie Søndergaard, Nanna Simony Sørensen, Caroline Simony Sørensen, Isabella C. Khouri. Nederst fra venstre: Marie Hornbeck Lund, Laura Kristensen, Mia Maibom. Liggende: Sarah Møgelvang Pedersen.

"Vi kan se, at pigerne skaber relationer på tværs af årgangene og også med piger, der ikke lige går på deres egen skole. Holdet har piger fra flere områder af byen og også piger, der er flyttet til byen fra udlandet. Vi har 2-3 piger der har engelsk som deres primære sprog, så engang i mellem sker instruktionerne på engelsk og det giver jo lidt yderligere sprogkundskaber i bagagen for de piger, som er i gang med øve deres engelsk” fortæller Claus Simony og fortsætter:

”Vi tror, at piger bliver gladere for fodbolden, hvis det ikke kun drejer sig om at vinde kampene. Vi vil gerne vinde, men vi skal huske, at det skal være sjovt at træne og at der skal et helt hold til at spille fodbold og at vi derfor skal have alle piger med. Der skal mindst 5 piger til et hold p.t. og med stigende holdstørrelse i takt med at pigerne bliver ældre, er det vigtigt at pigerne ikke mister motivationen, så vi gør meget ud af at alle får spilletid og at der også er plads til hygge, tant og fjas, når vi er til såvel træning som kampe.

Der er traditionelt færre piger end drenge der vælger fodbolden pr. årgang, så selv om vi nu er 27 piger på de 3 årgange, så er der stadig plads til flere piger, der vil prøve kræfter med fodbolden.

Vi vil gøre en stor indsats for, at nye piger falder godt til. Vi fokuserer på, at pigerne bliver bedre til fodbolden og udvikler sig i forståelsen af de mange facetter fodbolden har og samtidig har vi fokus på, at pigerne nok skal motiveres anderledes end drengene.

Så har din pige lyst til at spille fodbold – så kom ned på banerne ved Auraskolen afdeling Hjerting tirsdag og torsdag kl. 17.00”.

På holdbilledet herunder – Øverst fra venstre: Frida Luna Weller Laursen, Sarah Møgelvang Pedersen, Marie Hornbeck Lund, Emilia Muff, Mia Maibom, Cecilie Søndergaard. Nederst fra venstre: Sofia Liv Roland Zederkof, Mille Nørager Hansen, Lina Knudsen, Frederikke Ea Benzon Mortensen.


Oprettet: 05-2016