Senior og U19 klar til sæsonstart

Kære sponsor/HIF-leder,-medlem og -forældre

I de seneste par måneder har der været en dialog omkring fremtidens senior/U19-fodbold i Hjerting IF Fodbold. En dialog der desværre også er taget i medierne, men hvor bestyrelsen i Hjerting IF Fodbold alene har ønsket at bidrage med ganske få udtalelser, eftersom dialogen blev meget personfølsom. Vi har i stedet arbejdet for at dialogen blev ført på et grundlag for at seniorafdelingen/U19-afdelingen blev drevet på samme demokratiske og økonomisk forsvarlige princip, som i flere år har været kendetegnet for vores store ungdomsafdeling, og dermed sørge for at Hjerting IF Fodbold fortsat er en klub for både de ambitiøse og for bredden.

Som bestyrelse er det vigtigt for os, at vi holder fast i de værdier en amatørklub (med ambitioner) skal have, men at vi har et forsvarligt økonomisk fundament, så vi kan tilbyde alle spillere, på alle niveauer, en demokratisk organisation, som ikke skifter karakter for den enkelte spiller, bare fordi man bliver ældre og man møder nye ledere. Alle de mange dygtige frivillige ledere er omdrejningspunktet i vores forening, men vi må nødvendigvis også have økonomisk balance i hele organisationen.
Torsdag den 19. januar har været afholdt informationsmøder med hhv. U19-spillerne og seniorspillerne fra 2016, hvor der er præsenteret en af bestyrelsen enstemmig vedtaget ansættelse af trænere og tilsvarende vedtaget plan for 2017, så spillerne blev de første som modtog information omkring struktur m.v.

I forlængelse hertil fremsender vi derfor denne orientering til Hjerting IF fodbold-interessenter.

Samtidig udsendes nedenstående pressemeddelelse:

Lørdag den 4. februar tager Hjerting IF’s nye trænere hul på træningen til forårssæsonen 2017.

Træningsopstarten næste lørdag på banerne ved Nordvangskolen byder udover en let træning på præsentation af nye trænere og deres planer for sæsonen, og tirsdag den 7. februar fløjter det nye trænerteam i Hjerting IF op til første træningsaften på kunstgræs i Guldager.

Sidste sæson gav oprykning til serie 2 allerede tre runder før sæsonafslutning, og målsætningen for den nye træner Jesper Gejl Larsen er at etablere førsteholdet solidt i serie 2.

”Det gælder om, at vi i første omgang skal stabilisere os i serie 2, men vi går ikke på banen alene for at forsvare, for der er i Hjerting IF Fodbold en målsætning om at der fremadrettet skal ske yderligere avancement. Samtidig vil også blive tilbudt attraktive forhold til de spillere som ikke nødvendigvis har ambitioner om at spille med omkring førsteholdet, men blot bruger fodbolden til gode og spændende sociale kammeratskaber, siger Jesper Gejl Larsen, der kommer med A-licens i bagagen og god erfaring fra tidligere trænergerninger”.

Der er aktuelt cirka 50 seniorspillere i Hjerting IF, men der er altid plads til flere:
”Alle bliver bedre af konkurrence, så hvis der er seniorspillere i området, som vil prøve talentet af på serie 2-niveau, så er de meget velkomne hos os. Kamp om pladserne gør os kun bedre”, afslutter Jesper Gejl Larsen.

Der er planlagt træningslejr til Nordtyskland i marts.

Også i U19 er der sæsonstart den 4. februar. Her er ambitionerne, som i seniorafdelingen, at tilbyde optimale forhold såvel for de ambitiøse som dem der spiller fodbold på bredde-niveau. Her er den nye træner Jørgen Berntsen, der kommer med en B2-licens.

For U19 arbejdes på at sikre, at HIF i løbet af 3-4 år er den næstbedste klub i byen, ganske som det er tilfældet med flere af ungdomsårgangene, hvor der er 25-35 spillere i alle afdelinger fra U12 til U15, så grundlaget for fremtiden er i hvert fald godt.

Træningstider for U19 og senior frem til 1. april:
Opstart lørdag den 4. februar kl 11.00-13.00 på banerne ved Nordvangskolen. Herefter trænes tirsdage kl. 20.30-22.00 i Guldager på kunstgræs og torsdage kl. 18.30 - 20.00 på lysbanen på Nordvangskolen – med mulighed for efterfølgende fælles spisning.

For yderligere information kontakt formand Torben Hansen, mobil: 27217680


Oprettet: 01-2017