Senior er rykket op i serie 2

Seniorafdelingens førstehold er rykket op i serie 2 - allerede i 3. sidste runde. 33 point efter 12 kampe - lig med 11 sejre og en uafgjort. det er vist godkendt, eller hvad!?

"Mens sejrssangen endnu runger i kraniet, vil jeg forsøge at sætte lidt flere ord på den kamp, der sikrede oprykningen til serie 2 - i tredjesidste spillerunde! Det er altså flot. 11. af 12 kampe er vundet - og kun Føvling Stenderup har taget point fra os (2-3 nederlag den 3. september).

Men tilbage til sejren over Westend United lørdag. Westend er et hold med et højt tændingsniveau og mange ihærdige fightere. Så vanen tro i kampene mod dette hold, var der mange nærkampe og kæmpehøj intensitet. Vi VILLE rykke op - og Westend ville elske at snuppe vores skalp.

I kampens indledning var der en vis nervøsitet at spore hos Hjerting-heltene - og vi kom da også bagud efter 20 minutters spil på et velplaceret friskparksmål, hvor bolden sneg sig uden om Hjerting-muren og i mål fladt og klinet op ad stolpen. Et flot frisparksmål.

Efter scoringen fik vi bedre og bedre fat. Midlet var et modsvar på den benhårde fight, vi blev mødt af. Det blev givet og taget af et godt hjerte fra begge sider.

På grænsen til dommerens tillægstid i 1. halvleg fik vi et korrekt dømt straffespark (Var det Christian Jørgensen, der blev nedlagt???) - Anfører Søren Rohde Nielsen omsatte spillets tørste chance til et mål - stensikkert sat ind via målkandens højre handske .....Et super rygstød at gå til pausen med. Og stemningen i pausen var da også præget af en stor tro på, at denne kamp - den skulle vi altså vinde.

Som anden halvleg skred frem, fik vi et større og større overtag på banen. Westends fightere mistede toppen af energiniveauet og efter 80 minutter fik en velspillende Mads Vilhelmsen plads til at rykke et langskud af. Smukt placeret fladt i målmandens højre side var 2-1 føringen en realitet - til stor jubel for trænerteam, fans og klubkammerater (Serie 4.holdet var efterhånden rigt repræsenteret på sidelinjen med en frisk 7-0-sejr i baggagen!!!).

Nu var det sjovt. Vi holdt overtaget i spil og chancer i en fortsat intens fight. Og efter omkring 90 minutters spil, synes en fantastisk spillende Christian Jørgensen, at han ville vise, hvor hårdt man kan lodse til en fodbold uden den går i stykker: Fra utrolig mange meters afstand, smadrede han bolden i nettet - fuldstændig utagelig for Westend-keeperen. 3-1 og stemningen i Hjertinglejren gik helt amok.

I kampens døende sekunder, fik Westend pyntet på resultatet med et ganske flot langskudsmål. Pyt med det. sejren og oprykningen var i hus, og champagnepropperne sprang og Hjertinglejren gik amok i sejrsrus.

Vi er tilbage i serie 2 - og det kunne mærkes på ølsalget og stemningen i Pub Kaktus ..."

Stort tillykke til hele afdelingen og teamet omkring!

Støt HIF hver gang du tanker!
Det koster dig ikke ekstra at støtte – OK betaler hele beløbet!
Bestil et gratis OK Benzinkort på under 1 minut - klik her


Oprettet: 10-2016